Hvis man ikke er inviteret, er det ingen skam at blive væk
Så fik vi, for en 9 dages tid siden, kæmpet endnu en “Kvindernes Internationale Kampdag”. Og det gik vist nogenlunde som det plejer såvidt jeg er underrettet. En masse plakater, med spraglede fyndord, prydede gader og stræder, og der blev demonstreret som det sig hør og bør.
Og det gik vidst altsammen mægtigt. De rigtige (fagbevægelse, partier og diverse bevægelser) fik vist, at de da naturligvis (stadig) støtter op om kvindernes retfærdige kamp for lige løn, lige ret, lige vilkår osv.osv.
Og i år valgte jeg, fuldt overlagt, ikke at kæmpe med. Og hvis jeg lyder en smule indebrændt, er det skam med lige så stort overlæg. Det ser nemlig ikke rigtig ud til at der er plads til mig længere i brysternes frontlinie (jeg er nu også helt uhyrligt hulbrystet…).
Min egen lille fagforening (eller rettere sagt “Ligestillingsudvalget”) valgte i år, at afholde et “8. marts møde” hvor kun fagforeningens kvinder blev indbudt. Og bevares, jeg har da intet imod at kvinder mødes for at netværke (eller hvad de nu havde behov for at gøre). Men når et demokratisk generalforsamlingsvalgt udvalg, med ligestillingskampen som retfærdiggørelse, udelukker ca. 55% af medlemsskaren fra at deltage, kan de (kvinderne) sgu selv ligge og rode med det/den.
Jeg gider da ikke passe ungerne, mens kvinderne eksklusivt er ude for at kæmpe for deres ligeberetttigelse. Der vil jeg, og ungerne, da være med! Ligesom kvinderne også altid skulle have haft lov/pligt til at været med. Med i kampen for et retfærdigt, solidarisk samfund. Et samfund hvor alle har deres lige berettigelse, og nyder det samme ansvar overfor “sin næste”.
Der bliver aldrig nogen lighed, hvis nogen kuer eller undertrykker andre. Eller hvis nogen kæmper deres kamp på bekostning af andre. Mændene skulle ikke have gjort det. Og undskyld for det. Men det gør det altså ikke bedre når kvinder prøver de selvsamme metoder, de i årevis har forsøgt at gøre oprør imod.
Så er det bare en fis(se) i en hornlygte…