Men som de fleste andre 18-årige manglede jeg også et sted at bo. Og eftersom vi geografisk befandt os i København var det bestemt ikke det letteste. En skotøjsæske placeret i venstresporet på en befærdet vej kostede mere end jeg kunne tjene på et 89-timers døgn.

Derfor tyede jeg til det, alle drenge, før eller siden, er nødt til; jeg ringede til min mor. Hun arbejdede dengang i en sekretær-stilling i Københavns kommunes lejlighedsforvaltning. Og selvom jeg ikke havde talt med hende i næsten et halvt år tog det under en halv dag inden jeg havde en lejlighed på hånden! Mødre styrer den slags.

49 fantastiske kvadratmetre i det populære NordVestkvarter! Og det var endda inden ludere og narkomaner blev fordrevet fra Vesterbro til NordVest. Så det var egentlig bare et smårodet og lidt glemt kvarter. Et lille Klondyke…

Og der var kun koldt vand installeret. Der var gas-radiator i det ene rum (der næsten altid virkede), og der var et opbud af farverige naboer der gjorde hverdagen til en oplevelse.

Jeg havde opnået en stilling som postarbejder. Godt fast arbejde. Og i Staten skulle jeg lige nævne. Dermed var jeg faktisk den eneste i opgangen der havde fast arbejde.

Og egentlig sidder jeg bare og roder rundt i emner… Jeg havde en fantastisk pointe… Jeg har en masse historier i hovedet… Og de skal nok komme…

Men dybest set… så savner jeg bare min mor og min far.

Året har ikke været det smukkeste. Begge mine forældre er døde.

Min mor d. 31 januar og derefter min far d. 1 september.

Det kæmpes der lidt med…

Jeg er heller ikke den som, at der har en specielt bedre udnyttet hjernemasse end hende/ham ved siden af…

Men ikke desto mindre er jeg den som, at der næsten dagligt læser dagbladet Information…

Og det gør jeg fordi den sprøjte, efter min mening, er det eneste danske dagblad der tager ordene “journalistik” og “debat” alvorligt. Tænk sig, de bruger faktisk tid, mandskab og penge på at lave en ordentligt underbygget historie, eller holde gang i en overset debat, efter danerne forlængst er gået videre til den næste kaffeunderholdning.

Og i Dagbladet Information kører i øjeblikket en ophedet debat. En debat der næsten er glemt i det meste af det populistiske Danmark.

Nemlig debatten om kusse!! Eller nærmere retten til at købe/sælge samme.

Skal vi forbyde køb af sexuelle ydelser (som f.eks. vore svenske naboer)? Skal det, at sælge sig selv for ussel mammon, kriminaliseres?

Og her har en skribent (kvinde btw.) i gårsdagens udgave af føromtalte Dagblad en, for mig ganske ny og frisk, pointe:

Hvordan kan man overhovedet tale om kriminalisering af, at en kvinde sælger sig selv, når kvinden i dagens samfund konstant bliver fremstillet som et objekt? En genstand der kan sælge alt fra læskedrikke til motorolie, bare hun har store nødder….

Bør hele samfundets konstante sexualisering af kvinden, i reklamer og og almen omtale, ikke legalisere kvindens ret til selv at beslutte hvorvidt hun vil sælge sine huller, eller ej?

Eller skulle vi måske lige tage os en smule sammen, og anse kvinder for mennesker, og ikke en samling huller, i dagens samfund?

Ovenstående var ikke et citat. Det er min egen lille dumsmarte udlægning af et rigtigt dygtigt indlæg i en debat, der bliver en smule oppisket.

Delen med grænsebomme og fine polerede grænsestrømere til at holde de sorte ude, synes jeg så er lidt spild af tid. Gider de efterhånden overhovedet komme?

Det går jo nydeligt.

Mon ikke vikaren og hans sorte emince(inde) kan nå lidt mere destruktion af den danske velfærd, inden de bliver nødt til at afmontere taburetten?!

Fisse, fisse, fez, fez!

Mest fordi man bare er liderlig, men også fordi man kommer i tanke om hvor meget grin der kunne være over at slikke fisse mens man havde sådan en hat på.

Det gør at jeg har holdt med: Fremad Amager, Brønshøj, Vanløse, Firkantens Boldklub, B93 og FCK. Jeg bor ikke i nærheden af FCK mere, men det hold jeg bor i nærheden af (ude på bøhlandet) sælger ikke spillertrøjer. Og det er det andet kriterium i min verden.

Derfor holder jeg stadig med FCK. Men ikke mere end at det tog mig 1½ dag, at opdage at de er blevet danmarksmestre igen. Åbenbart for 7. gang på 10 år! Ikke ringe, ikke ringe.

Det kræver da vist en øl skulle jeg mene…

Og det gik vidst altsammen mægtigt. De rigtige (fagbevægelse, partier og diverse bevægelser) fik vist, at de da naturligvis (stadig) støtter op om kvindernes retfærdige kamp for lige løn, lige ret, lige vilkår osv.osv.

Og i år valgte jeg, fuldt overlagt, ikke at kæmpe med. Og hvis jeg lyder en smule indebrændt, er det skam med lige så stort overlæg. Det ser nemlig ikke rigtig ud til at der er plads til mig længere i brysternes frontlinie (jeg er nu også helt uhyrligt hulbrystet…).

Min egen lille fagforening (eller rettere sagt “Ligestillingsudvalget”) valgte i år, at afholde et “8. marts møde” hvor kun fagforeningens kvinder blev indbudt. Og bevares, jeg har da intet imod at kvinder mødes for at netværke (eller hvad de nu havde behov for at gøre). Men når et demokratisk generalforsamlingsvalgt udvalg, med ligestillingskampen som retfærdiggørelse, udelukker ca. 55% af medlemsskaren fra at deltage, kan de (kvinderne) sgu selv ligge og rode med det/den.

Jeg gider da ikke passe ungerne, mens kvinderne eksklusivt er ude for at kæmpe for deres ligeberetttigelse. Der vil jeg, og ungerne, da være med! Ligesom kvinderne også altid skulle have haft lov/pligt til at været med. Med i kampen for et retfærdigt, solidarisk samfund. Et samfund hvor alle har deres lige berettigelse, og nyder det samme ansvar overfor “sin næste”.

Der bliver aldrig nogen lighed, hvis nogen kuer eller undertrykker andre. Eller hvis nogen kæmper deres kamp på bekostning af andre. Mændene skulle ikke have gjort det. Og undskyld for det. Men det gør det altså ikke bedre når kvinder prøver de selvsamme metoder, de i årevis har forsøgt at gøre oprør imod.

Så er det bare en fis(se) i en hornlygte…

Men jeg har skam ikke altid været for. Jeg har demonstreret imod: Schlüter- regeringens mange pakker, imod Anders Foghs lige så mange lige så ringe pakker, imod forringelser for “de svageste” – som vi ynder at kalde de, der ikke heeelt kan få lortet til at hænge sammen, imod hjemløses forhold, imod Københavns bystyre, imod politiet, imod hovedløse nedskæringer (igen imod “de svage”), imod forringelser af børns vilkår i diverse institutioner, samt en masse andet jeg også var (og sikkert stadig er) imod.

I morgen skal jeg være for. Det har jeg besluttet. For at kloden skal have en chance til. Den har gjort sig fortjent til det skulle jeg mene.

Så afsted til klimademo med mig – medsamt ungerne og Den Kønne. Og så skal du se Justits-Brian, den lømmelpakke gider jeg ikke engang udfordre. Så bange er jeg nemlig slet ikke….

Nej der hvor jeg vil hen er livsglæde. Et stort begreb, og lige pludselig savner jeg det.

Vi sætter scenen… (eller det gjorde DR for mig, men mere for, at vi alle kan følge med…):

Vi har en (lettere irriterende, men meget dygtig) journalist – ham med de tykke læber. Jeg kan ikke huske hans navn… men dygtig (hvis han bare nogle gange kunne lade folk tale ud, for hulen da)… ham fra DR2… lavt seertal inden han blev trendy… ung… aarrhh du ved godt hvem han er.

Kristian osv. osv. (KTD) taler om DF´s holdning til, at global opvarmning bestemt ikke kommer til at drukne nogen som helst (fordi det er der én forsker der har sagt… og han skal iøvrigt have nogle flere stakater, fordi han fortjener dem).

Og NU kommer vi til den pointe… Livsglæden… Eller, på flot nydansk, “the ability to have fun”.

Efter KTD kommer Thomas Helmig (TH). Evigt drengede dejlige smil og… hmmm… bare dejlig… Du ved hvad jeg mener… yummi.

Det viser sig, at TH har gjort en ny skive, fået platin (efter bare 6 timers salg skulle vi nævne), og han er ikke bleg for at spille et lille riff fra den sammen med førnævnte journalist (ham med de store læber… hvad hulen er det nu han hedder… arrrgghh det skal nok komme).

TH spiller en lille prøve. Ham journalisten… stooore læber (siger det bare – større end mine) er udstyret med en ekstra guitar og skal synge lidt kor samtidig. Alt er godt. Alt er hyggeligt.

Og så panorerer vi ud over studiet… Vi rammer KTD… Han smiler (pearly-smile), han synger ikke med (men det er også okay. Hvem ville forvente den slags af en seriøs politiker i vore dage… DEN lader vi lige stå lidt…).

Næ men KTD lader ikke den slags gå sig på. Han trommer med fingrene i bordpladen, Det er det vi mænd gør. Fordi vi ikke føler os trygge med alt for meget følelsesudladning på en gang. Det handler om stil, kontrol, check, mandighed, og først og fremmest om at virke seriøs…

Og en ting er at KTD trommer håbløst ude af takt. Fair nok. Ikke alle har rytme. Men han så I DEN grad død ud i øjnene. Det var bare ikke sjovt (for ham). Han syntes i DEN grad ikke det var sjovt – eller seriøst – eller inden for emnet – eller…

Og det er jo okay, at han har det sådan. Han er jo en seriøs poliker… Men det er altså trist samtidig (for mig). For det er jo sjovt at tromme og synge (efter evne, eller mangel på samme). Det er jo sjovt at hyle efter månen. Det er jo sjovt at stå og kigge på en fed bil og debattere hvordan vi skal hugge den (med en promille på syvenhalvmilliard, og ingen der aner hvordan man åbner køleren).

Og så var det jeg pludselig kom i tanker om….

Hvor tit er det liiiiige at jeg selv løsner slipset (læs kontrollen og hæmningerne)…

Men nu fik vi så fundet stållinealen frem igen. Fremtidig uorden og lovløshed byder på hård afstraffelse, efter den udøvende magts forgodtbefindende.

De har nemlig fået lov af far. Ik´ os´ Brian Mikkelsen !?!

Jeg tror ikke engang politiet ville have den lineal egentlig…