vrangsiden

Så fik vi, for en 9 dages tid siden, kæmpet endnu en “Kvindernes Internationale Kampdag”. Og det gik vist nogenlunde som det plejer såvidt jeg er underrettet. En masse plakater, med spraglede fyndord, prydede gader og stræder, og der blev demonstreret som det sig hør og bør.

Og det gik vidst altsammen mægtigt. De rigtige (fagbevægelse, partier og diverse bevægelser) fik vist, at de da naturligvis (stadig) støtter op om kvindernes retfærdige kamp for lige løn, lige ret, lige vilkår osv.osv.

Og i år valgte jeg, fuldt overlagt, ikke at kæmpe med. Og hvis jeg lyder en smule indebrændt, er det skam med lige så stort overlæg. Det ser nemlig ikke rigtig ud til at der er plads til mig længere i brysternes frontlinie (jeg er nu også helt uhyrligt hulbrystet…).

Min egen lille fagforening (eller rettere sagt “Ligestillingsudvalget”) valgte i år, at afholde et “8. marts møde” hvor kun fagforeningens kvinder blev indbudt. Og bevares, jeg har da intet imod at kvinder mødes for at netværke (eller hvad de nu havde behov for at gøre). Men når et demokratisk generalforsamlingsvalgt udvalg, med ligestillingskampen som retfærdiggørelse, udelukker ca. 55% af medlemsskaren fra at deltage, kan de (kvinderne) sgu selv ligge og rode med det/den.

Jeg gider da ikke passe ungerne, mens kvinderne eksklusivt er ude for at kæmpe for deres ligeberetttigelse. Der vil jeg, og ungerne, da være med! Ligesom kvinderne også altid skulle have haft lov/pligt til at været med. Med i kampen for et retfærdigt, solidarisk samfund. Et samfund hvor alle har deres lige berettigelse, og nyder det samme ansvar overfor “sin næste”.

Der bliver aldrig nogen lighed, hvis nogen kuer eller undertrykker andre. Eller hvis nogen kæmper deres kamp på bekostning af andre. Mændene skulle ikke have gjort det. Og undskyld for det. Men det gør det altså ikke bedre når kvinder prøver de selvsamme metoder, de i årevis har forsøgt at gøre oprør imod.

Så er det bare en fis(se) i en hornlygte…

I morgen drager jeg ud og demonstrerer. Ikke et udtryksmiddel der er helt fremmed for mig. Igennem årene er det blevet til en del demoer - som det hedder på gaden - for elevers forhold, for andre elevers forhold, for postarbejderes forhold, for arbejderes forhold i almindelighed, for hjemløses forhold, for bz´eres forhold, for Ungdomshusets forhold, samt en del andres forhold.

Men jeg har skam ikke altid været for. Jeg har demonstreret imod: Schlüter- regeringens mange pakker, imod Anders Foghs lige så mange lige så ringe pakker, imod forringelser for “de svageste” - som vi ynder at kalde de, der ikke heeelt kan få lortet til at hænge sammen, imod hjemløses forhold, imod Københavns bystyre, imod politiet, imod hovedløse nedskæringer (igen imod “de svage”), imod forringelser af børns vilkår i diverse institutioner, samt en masse andet jeg også var (og sikkert stadig er) imod.

I morgen skal jeg være for. Det har jeg besluttet. For at kloden skal have en chance til. Den har gjort sig fortjent til det skulle jeg mene.

Så afsted til klimademo med mig - medsamt ungerne og Den Kønne. Og så skal du se Justits-Brian, den lømmelpakke gider jeg ikke engang udfordre. Så bange er jeg nemlig slet ikke….

Jeg kommer til at ligne Kristian Thuelesen Dahl. Jeg er godt på vej. Og det er skræmmende… Altså han er (stadig) kønnere end jeg er, har (meget) bedre sat hår og et (ekstremt) flottere smil… det er slet ikke dér jeg vil hen.

Nej der hvor jeg vil hen er livsglæde. Et stort begreb, og lige pludselig savner jeg det.

Vi sætter scenen… (eller det gjorde DR for mig, men mere for, at vi alle kan følge med…):

Vi har en (lettere irriterende, men meget dygtig) journalist - ham med de tykke læber. Jeg kan ikke huske hans navn… men dygtig (hvis han bare nogle gange kunne lade folk tale ud, for hulen da)… ham fra DR2… lavt seertal inden han blev trendy… ung… aarrhh du ved godt hvem han er.

Kristian osv. osv. (KTD) taler om DF´s holdning til, at global opvarmning bestemt ikke kommer til at drukne nogen som helst (fordi det er der én forsker der har sagt… og han skal iøvrigt have nogle flere stakater, fordi han fortjener dem).

Og NU kommer vi til den pointe… Livsglæden… Eller, på flot nydansk, “the ability to have fun”.

Efter KTD kommer Thomas Helmig (TH). Evigt drengede dejlige smil og… hmmm… bare dejlig… Du ved hvad jeg mener… yummi.

Det viser sig, at TH har gjort en ny skive, fået platin (efter bare 6 timers salg skulle vi nævne), og han er ikke bleg for at spille et lille riff fra den sammen med førnævnte journalist (ham med de store læber… hvad hulen er det nu han hedder… arrrgghh det skal nok komme).

TH spiller en lille prøve. Ham journalisten… stooore læber (siger det bare - større end mine) er udstyret med en ekstra guitar og skal synge lidt kor samtidig. Alt er godt. Alt er hyggeligt.

Og så panorerer vi ud over studiet… Vi rammer KTD… Han smiler (pearly-smile), han synger ikke med (men det er også okay. Hvem ville forvente den slags af en seriøs politiker i vore dage… DEN lader vi lige stå lidt…).

Næ men KTD lader ikke den slags gå sig på. Han trommer med fingrene i bordpladen, Det er det vi mænd gør. Fordi vi ikke føler os trygge med alt for meget følelsesudladning på en gang. Det handler om stil, kontrol, check, mandighed, og først og fremmest om at virke seriøs…

Og en ting er at KTD trommer håbløst ude af takt. Fair nok. Ikke alle har rytme. Men han så I DEN grad død ud i øjnene. Det var bare ikke sjovt (for ham). Han syntes i DEN grad ikke det var sjovt - eller seriøst - eller inden for emnet - eller…

Og det er jo okay, at han har det sådan. Han er jo en seriøs poliker… Men det er altså trist samtidig (for mig). For det er jo sjovt at tromme og synge (efter evne, eller mangel på samme). Det er jo sjovt at hyle efter månen. Det er jo sjovt at stå og kigge på en fed bil og debattere hvordan vi skal hugge den (med en promille på syvenhalvmilliard, og ingen der aner hvordan man åbner køleren).

Og så var det jeg pludselig kom i tanker om….

Hvor tit er det liiiiige at jeg selv løsner slipset (læs kontrollen og hæmningerne)…

Jeg ved godt at folk stadig slår deres børn, selvom revselsesretten er afskaffet for æoner siden. Og det er simpelthen for sørgeligt. Tænk at argumentation stadig slæber efter “en på skallen” i vore dage…

Men nu fik vi så fundet stållinealen frem igen. Fremtidig uorden og lovløshed byder på hård afstraffelse, efter den udøvende magts forgodtbefindende.

De har nemlig fået lov af far. Ik´ os´ Brian Mikkelsen !?!

Jeg tror ikke engang politiet ville have den lineal egentlig…